Vil du være med til at forme driften på et af Københavns mest unikke områder?
Refshaleøens Ejendomsselskab søger en engageret Ejendomsinspektør/teamleder, som brænder for at skabe struktur, overblik og udvikling, for både ejendommene og for teamet.
Hvem er vi?
Refshaleøens Ejendomsselskab ejer og driver de historiske bygninger og arealer på det gamle B&W-værft på Refshaleøen samt på søfortet Lynetten. Vi har i dag mere end 200 lejere – alt fra restauranter og kulturinstitutioner til værksteder og kreative virksomheder. Sammen skaber de liv og aktivitet på øen og bidrager til cirka 2.000 arbejdspladser.
Vi står midt i en spændende udvikling, hvor vi både sikrer den daglige drift og kvalitet i vores ejendomme og arbejder på den langsigtede vision for byudviklingen af øen. Vi lægger vægt på at drive Refshaleøen med respekt for områdets historie og unikke rammer, samtidig med at vi ser frem mod en fremtid med ny infrastruktur, udviklingsplaner og endnu mere liv på øen.
Hvad kan du forvente?
Som Ejendomsinspektør/teamleder får du en central rolle i at sikre, at vores bygninger, tekniske installationer og udearealer altid fremstår velholdte og velfungerende. Du får ansvar for den daglige drift og vedligeholdelse samt faglig ledelse af vores viceværtteam på to medarbejdere.
Du vil opleve stor selvstændighed i hverdagen og mulighed for at sætte dit præg på, hvordan vi arbejder – blandt andet ved at videreudvikle og digitalisere vores driftsprocesser. Du bliver en vigtig sparringspartner for driftschefen og får en rolle med både praktisk tilsyn, planlægning og samarbejde med eksterne partnere.
Hos os får du:
• Et job med stor afveksling mellem kontorarbejde og praktisk tilsyn
• Frihed til at tage ansvar og sætte struktur på driften
• Mulighed for at arbejde med digitalisering og udvikling af nye løsninger
• En aktiv rolle i at klargøre og afvikle både små og store events på øen
• Et stærkt samarbejde i et lille, dedikeret team
• En hverdag på Refshaleøen – et område med en helt særlig ånd og energi
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har erfaring med drift og vedligeholdelse af ejendomme, og at du trives med at kombinere praktiske opgaver med planlægning og struktur. Du har en digital tilgang til drift og vil gerne bruge IT til at effektivisere arbejdet.
Som person er du god til at skabe overblik og tage ejerskab. Du er en motiverende teamleder, der kan engagere viceværtteamet, og du ser løsninger frem for problemer.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med faglig ledelse og er vant til at samarbejde med både kolleger, lejere og eksterne håndværkere.
Din baggrund kunne være:
• Bygningskonstruktør (FM), byggetekniker, ejendomstekniker, byggeleder eller tilsvarende
• Tidligere håndværker (f.eks. elektriker) med FM-efteruddannelse
Det vil være et plus, hvis du har kendskab til systemer som DaluxFM, CTS, energi- og driftsstyringssystemer og videoovervågning – men vigtigst er, at du har lyst til at arbejde digitalt.
Lyder det som noget for dig?
Rekrutteringsprocessen varetages af Amalie Search & Selection. Upload dit CV og eventuelt en ansøgning her. Vi gennemgår løbende ansøgninger og lukker annoncen ned, når den rette kandidat er fundet. Vi glæder os til at høre fra dig.